Ordvalget i overskrifterne i denne blog kan måske være stødende

Ordvalget i disse blog-poster er af og til en anelse skrapt. Jeg skriver om snyd, tortur, selvmord og andre begreber af samme kaliber. Er det nu nødvendigt, i en blog om migræne? Ville budskabet ikke komme bedre frem, hvis jeg holdt kammertonen, og undgik de krasbørstige ord?

Migræne er en alvorlig sygdom

Jeg synes de skrappe ord er nødvendige af og til. For det er en alvorlig sag at være migræniker. Vi bliver ikke set og forstået, så meget som jeg gerne ville have det. Og så bruger jeg de ”måske lige lidt over kanten-ord”, ligesom Ekstrabladet gør det. Det giver opmærksomhed. Ekstrabladet har mange læsere. Måske ikke de skarpeste knive i skuffen. Men de forstår budskaberne. Og har eller får en holdning til dem.

Mit budskab er, at uanset at udviklingen lige pt. går hurtigt indenfor migrænebehandlingen, så er der stadig problemer. Og dem peger jeg på – med de lidt skarpe ordvalg.

En blog er et sted, hvor bloggeren og alle, der har lyst til at svare på posterne, kan lufte deres meninger. Af og til er holdningerne måske også lidt krasbørstige. Ligesom læserbreve i aviser (som dog vælges af redaktøren blandt de indsendte forslag), YouTube film, podcasts og meget andet på internettet. Foruden selvfølgelig Facebook, Twitter og mange andre fora.

En videnskabelig redegørelse eller et referat af en vigtig videnskabelig artikel, er – nej, bør være – neutral. Dvs. holder sig til facts, der lægges frem og diskuteres. Det lærte vi, som har en videnskabelig uddannelse, mens vi arbejdede på vores Ph.D.

Men det kan være vanskeligt at se, hvor grænsen går mellen at sammenligne kolde facts, og hvor reaktionerne fra en videnskabelig opponent går over i udtalelser, som er knapt så veldokumenterede. Jeg vælger mine videnskabelige kilder ud fra, om de er baseret på sunde målinger, med tilstrækkelige deltagere i forsøgene, og, hvis kilderne ikke er super nye, om de citeres af andre forskere på en anstændig måde.

Stærke ord lokker læsere til

Jeg har i Annes migraene valgt af og til at bruge ord, som jeg mest finder i Ekstrabladet og BT. For at lokke husarerne ind, ligesom de to blade gør det. Så læserne måske også finder andre poster, som er interessante, selvom overskriften er fri for rendestensord.

Jeg sælger ikke noget. Rigtigt mange bloggere sælger et eller andet. Jeg vil bare gerne sprede viden om migræne. Viden fra forskningsresultater. Det kaldes også evidens. Det er viden, som læserne kan stole på, og som gør dem bedre rustet i DERES kamp mod migrænen.

Fake facts

Jeg har lidt af migræneanfald i 50 år. Jeg er 100% på migrænikernes side. Og jeg sponsoreres ikke af medicinalfirmaer eller andre. Derfor er bloggen selvfølgelig også reklamefri.

Bær derfor over med enkelte stærke ord. De er – vistnok – nødvendige for at udvide læserskaren. Så flere migrænikere bliver lidt bedre rustet i deres personlige kamp mod migrænen.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial