Der er forskellige måder, at opgøre, hvor gode de forebyggende mediciner er mod migræne. Her har norske forskere set på, hvor mange doser triptan, patienterne har fået udleveret, mens de var på forebyggende behandling. Der var 9 forskellige forebyggende behandlinger, og patienterne blev bedt om efter 90, 180, 270 og 360 dage at oplyse, om de stadig tog det forebyggende middel.
Der var stort frafald i løbet af de første 90 dage. Specielt Amitriptylin, Topiramat og Clonidin blev droppet i løbet af de første 3 måneder, formentlig på grund af bivirkninger. For alle 9 mediciner var frafaldet stort, og kun Simvastatin, Botox og CGRP antistoffer ’overlevede’ hos mere end 20% af patienterne efter et år.
Effekten af de forebyggende midler blev registreret som hvor mange triptaner, forsøgsdeltagerne fik u dleveret på apoteket.
Her viste det sig, at blandt de vedholdende migrænikere, som fortsatte med de forebyggende midler, gav Betablokkere, Candesartan, Amitriptylin og Simvastatin en halvering i triptandagene. De øvrige 5 midler gav en lidt eller væsentlig mindre reduktion i triptanforbruget.
Men desværre var procenten af de heldige migrænikere, som fik en halvering af triptandagene, beregnet ud fra antallet af vedvarende deltagere i forsøget. Dvs. alle dem, som havde givet op, indgik ikke i regnestykket.
Beregnes procentdelen af forsøgsdeltagere derimod ud fra den oprindelige forsøgsgruppe for hver medicin, fås en halvering af triptandagene efter et år på omkring 20% for Simvastatin og Botox. De øvrige midler havde en væsentligt mindre effekt. Der var ikke resultater for CGRP antistoffer efter et års behandling.
Set ud fra en kritisk vinkel, ligner de grønne og den blå søjle den tendens man får alene ud fra en placebobehandling. Forventningsens glæde er stor i begyndelsen af denne type forsøg. Men for behandlinger med væsentlige bivirkninger, aftager glæden hurtigt. Botox og CGRP antistoffer er injektioner, mens de andre midler er tabletter. Tabletternes virkning aftager stort set efter samme mønster.
Så det er fristende at konkludere, at de velkendte, ældre forebyggende tabletbehandlinger reelt er en placebo-effekt.
Men migrænikere er helt klart også påvirkelige af bivirkningerne. Er de overvældende i forhold til den virkning, migrænikerne oplever, er resultatet ofte, at det nok er bedre at prøve en anden løsning. Det betyder, at der er et anseeligt frafald blandt forsøgsdeltagerne i den norske undersøgelse (som de røde/blå/grønne grafer er fra).
Migrænikere er – formentlig – specielt påvirkelige af placebo. Alene etiketten på en pakning eller prisen på medicinen kan påvirke tabletternes virkning. En injektion eller en samtale med lægen har desuden en voldsom placebovirkning.
Der er til dato publiceret 9 artikler, som indeholder både ordet ”Simvastatin” og ordet ”migræne”. Ingen af dem indeholder en klinisk afprøvning med et antageligt antal deltagere, som dokumenterer, at Simvastatin har en pæn forebyggende virkning mod migræne. Men Simvastatin fremhæves for at have meget få bivirkninger.
Så indtil videre er den bedste konklusion nok, at der ikke blandt de hidtil brugte forebyggende midler findes medicin, som har en virkning ud over placebo-virkningen. Og så kan man vel med fordel vælge den, som har de færreste bivirkninger.
Måske bare en vitaminpille? Eller et bolsje?
Det logiske spørgsmål er så, om der stadig er brug for medicinsaneringer inden de (uvirksomme) behandlinger med forebyggende midler mod migræne.
Tænk så mange unødige smerter der kunne undgås, ved at give migrænikerne bolsjer….
Det er en spændende artikel. Det kunne være endnumere spændende at få nogle af de officielle kanaler til at kommenterer den.
Ja – læger og andre – kom gerne med kommentarer!