Der er kommet en lind strøm af information om den seneste nye migrænemedicin, som kaldes Aimovig. Der har ikke været mange facts, men forventningerne er skruet op.
Resultaterne i dagspressen fire-dobler virkningen af medicinen. Der er nemlig ikke korrigeret for placebovirkningen.
Aimovig.
Resultaterne fra producentens egne forsøg med Aimovig viser, at mellem 10 og 25 % af forsøgsdeltagerne fik den ønskede virkning, dvs. mere end en halvering af migrænedagene. Eller med andre ord, at et sted mellem 75% og 90% af forsøgsdeltagerne ikke fik nogen væsentlig virkning. Tallene er fra den oprindelige artikel, som ligger bag linket ovenfor.
Der har været tal fremme i BT Metro d. 26. marts, som ikke helt afspejler den reelle virkning af Aimovig. Metro’s tal er nemlig ikke korrigeret for placebovirkningen.
Den form for ‘opblæsning’ af forsøgsresultater anses normalt ikke for acceptabelt i medicinafprøvninger.
I tabellen nedenfor er de oprindelige tal fra 2 forsøg med Aimovig. Placebovirkningen i de to forsøg er 26,6% og 29,5%. Disse tal skal trækkes fra den virkning, der ses i behandlingsgrupperne. Så vi ender med en virkning på 43,3% – 26,6% = 16,7% for 70 mg behandling i STRIVE forsøget og 50% – 26,6% = 23,4% for 140 mg gruppen. I ARISE forsøget er det reelle tal for hvor mange der får en halvering af migrænedagene 39,7% – 29,5% = 10,2%.
MMD betyder Månedlige Migræne Dage. Der er gennemført 2 store forsøg, som kaldes STRIVE og ARISE. Aimovig hedder Erenumab på lægelatin
Det er lidt for smart at medtage placebovirkningen i forsøgets resultater. Det viser en virkning, som er større end medicinens. Men det er ikke den normale måde at dokumentere medicins virkning.
Det er selvfølgelig smart at påstå, at placebovirkningen jo også er en virkning. Men det er ikke sådan, læger og forskere normalt beregner effekten af en medicin. I disse forsøg ville hver 3 eller 4 forsøgsdeltager få en fin virkning af en saltvandsindsprøjtning, for hver gang der var en patient, som fik den reelle virkning. Saltvandsinjektionen er væsentligt billigere end Aimovig, men virkningen holder heller ikke i længden. Og så er der meget få bivirkninger af saltvandsindsprøjtningen.
De episodiske migrænikere (som i gennemsnit havde 4 dage med migræne om måneden) fik en gennemsnitlig reduktion af migrænedagene på 0,6 dag om måneden når placebovirkningen var trukket fra (eller, hvis vi gør det i procent af deres oprindelige migrænedage), en gennemsnitlig reduktion på 15% af migrænedagene. De kroniske migrænikere (med 8 migrænedage i gennemsnit) fik en gennemsnitlig reduktion på 2,2 til 2,6 dage når placebovirkningen var trukket fra, ud af 8 dage, eller 32% for de kroniske migrænikere.
| Aimovig | Episodisk migræne | Kronisk migræne |
| Migrænedage per måned, gns | 4 | 8 |
| Succes, dvs. deltagere med mere end halvering af migrænedagene | 10% | 25% |
| Reduktion af migrænedage, gns | 0,6 dage per måned | 2,2 til 2,6 dage per måned |
Så rundt regnet er det et sted mellem hver 4. og hver 10. forsøgsdeltager, som fik den forventede halvering af migrænedagene. Vi aner intet om, hvorfor det er så få, og slet ikke, om der er særlige grupper, som får virkningen.
Der er givetvis også nogen, som får en rigtig fin livskvalitet med Aimovig.
Den høje pris sammen med den uforudsigelige virkning skræmmer
Men med de priser på 4000+ kr per injektion, som vi forventer at Regionerne skal betale for Aimovig på hospitalerne, så skal der betales for et sted mellem 4 og 10 patienter, for hver gang, der er en, som får det væsentligt bedre.
Denne type resultater giver mange skuffelser hos patienterne, og myndighederne vil nok være tilbageholdende med at yde offentlige tilskud til behandlingerne.
Hvis der i fremtiden kommer en forklaring på, hvorfor så få migrænikere får den ønskede virkning, så vil mange blive glade – både dem, der er de heldige, som får virkningen, og de mange, som kan se, at de ikke tilhører den faktiske målgruppe for denne behandling, og derfor kan spare de dyre, uvirksomme injektioner.