Ventetiderne på at få behandling med CGRP antistof er åre-lange.
Det er der en del årsager til, f.eks. at Medicinrådet har undervurderet behovet for behandlingen, at der mangler læger, som kan give tilladelsen til at få medicinen, og måske især, at de, som får succes med behandlingen, ikke opgiver ’pladsen’, så en anden kan få lov til at prøve medicinen.
Selvfølgelig opgiver de ikke behandlingen – den giver dem jo et nyt liv. Og selvfølgelig er der ingen, som vil bede dem om at opgive den gode medicin.
Men den faste grænse for, hvor mange der kan behandles på en gang, giver problemer.
Modellen for hvad der sker med en fast grænse for hvor mange der behandles
Jeg har forsøgt at lave en meget firkantet og skematisk model for, hvad der sker.
Vi starter med, at 100 migrænikere får f.eks. Aimovig i januar (de grønne områderne på søjlerne). Efter et par måneder er der en del, der falder fra (markeret med den røde streg i grafen ovenfor). Andre er mere tålmodige mht. bivirkninger eller optimistiske mht. at medicinen nok lige skal få lov til at virke. Men som et helt teoretisk gennemsnit regner jeg med, at halvdelen af de første 100 migrænikere er stoppet efter 3 måneder. Det er godt dokumenteret, at ca. halvdelen opgiver denne type medicin pga. bivirkninger eller manglende virkning.
Det betyder, at der er 50 pladser ledige i behandlingen – og de pladser fyldes selvfølgelig hurtigt med andre migrænikere (de blå dele af søjlerne). Efter ca. 4 måneder har halvdelen af de blå migrænikere opgivet behandlingen, og der er nu 25 ledige pladser (de røde dele af søjlerne). Men de grønne og de blå er stadig glade for deres medicin og drømmer ikke om at stoppe med den.
Ligesom for de grønne og blå migrænikere, opgiver halvdelen af de røde migrænikere efter 4 måneder. Og så er der 12,5 ledige pladser. Jo, dette er ren teori – der er ikke halve pladser.
Mon ikke alle nu har set, at med en fast grænse for, hvor mange der kan behandles, bliver ventelisterne længere og længere, fordi de, der har det godt med medicinen, ikke har grund til at stoppe.
Dette er IKKE en invitation til at bede de mange migrænikere, som har det godt med medicinen, om at stoppe. Det er kun et forsøg på at forklare, hvorfor det er urimeligt at have en fast (og meget snæver) grænse for, hvor mange der må få CGRP-medicinerne.
Økonomien i CGRP antistof behandling er god
Nu tilfører vi lige historien den økonomiske vinkel. Det kan faktisk betale sig at behandle de kroniske migrænikere med en af de tre CGRP antistoffer, som nu er på markedet. Det råber derfor til himlen om, at der er taget nogle forkerte beslutninger mht. hvordan CGRP antistofferne kan bruges i migrænebehandlingen.
Jeg opfordrer derfor Medicinrådet om snarest at revidere opfattelsen af, hvor mange danske kroniske migrænikere, som må få CGRP antistofferne.
Jo, min model er firkantet og teoretisk. Der er givetvis nogle kroniske migrænikere, som opgiver medicinen efter den første indkøringsperiode. Så der er nok nogle få, som med tiden finder ud af at de vil stoppe denne behandling. Men det ændrer næppe drastisk på konklusionen, at det er uhensigtsmæssigt med en fast grænse for, hvor mange kroniske migrænikere som kan få CGRP antistof.