Vores gener er forskellige – derfor skal vi behandles forskelligt

Jeg har sakset denne figur fra et videnskabeligt tidsskrift. Artiklen er fra 2017, så måske er der enkelte, som er blevet lidt klogere siden da. Men for mig er figuren nedenfor en øjenåbner.

Figuren er fra Clinical Pharmacology & Therapeutics vol 102, 4, oktober 2017 (side 688 -700). Hovedparten af den medicin vi tilbydes nedbrydes i kroppen af de to enzymer, som kaldes CYP3A4 og CYP2D6 (de to cirkler som er 3-sidst og næstsidst i den venstre søjle i figuren). Ca. 15% af den danske befolkning har problemer med enten CYP3A4 eller CYP2D6. En mindre gruppe har problemer med dem begge.

Hver cirkel viser, hvor stor en procentdel af befolkningen i Europa, Afrika, Øst-Asien, Syd-Asien og i Amerika, der har en række genetiske variationer.


De blå og røde områder viser de genotyper, som ofte omtales som det ‘normale’ = de typer, som er hyppigst blandt europæere og folk af europæisk afstamning. De blå og røde felter repræsenterer de mennesker, som har enzymer, som nedbryder medicinen forholdsvis hurtigt, dvs. som forventet. De øvrige felter viser, hvor stor en procentdel af befolkningen, som enten nedbryder medicinen meget hurtigt (dvs. medicinen har ingen effekt) eller meget langsomt (dvs. der kommer mange bivirkninger).


Medicin udvikles til flertallet – ikke til dem der afviger lidt

Medicinen udvikles oftest til det europæiske/amerikanske marked. Så det er klart, at ny medicin afpasses, så flest muligt (dvs. de blå og røde områder i den europæiske kolonne) har det godt med medicinen og får en rimelig virkning. Det er fornuftig markedsføring. De to grupper, som falder udenfor ‘normalen’ er så små, at det næppe vil kunne betale sig at udvikle medicin til dem.

Men det ville være fint, om der var lidt mere info om, at dosis måske er for stor til visse mennesker. Mens andre slet ikke når at få en virkning inden medicinen er nedbrudt og udskilt.

Så længe lægerne ikke undrer sig over, at nogle af deres patienter er så uheldige i valget af medicin, så går salget også strygende. Og det der med genetik – det er jo ret kompliceret, ikke? Og vi ved jo, at denne medicin virker fortræffeligt hos de allerfleste … Så det er selvfølgelig den, vi skal fortsætte med at anbefale.

Men nogle af os er genetisk anderledes. Det kan være adoptivbørn fra Asien eller migranter fra Afrika. De kan have en stor risiko for, at den medicin, som lægen tilbyder, ikke virker som forventet.

Der er også et mindretal af de ‘genetisk indfødte’, som har afvigende gener, så de ikke får den optimale virkning af de ofte anvendte mediciner. Det handler om ca. 10 til 15% af den danske befolkning, og lignende tal for befolkningerne i det meste af Europa. De har, langt tilbage i slægten, nok haft en forfar eller formor, som er kommet langvejs fra.

Du er da uheldig med alle de bivirkninger

“Du er da voldsomt uheldig, at denne medicin ikke hjælper dig”, siger lægen måske. Men nej – det er ikke uheld, det er genetik. Og det har intet at gøre med held eller uheld. Men kan ‘skyldes’ den fjerne forfar eller formor. Indtil vi fik moderne medicin (dvs. stort set indtil omkring 2. verdenskrig), var der ikke brug for at nedbryde fremmedstoffer som vores nuværende medicin. Så der var ingen selektion mod personer, som ikke kunne nedbryde f.eks. Paracetamol, Eletriptan eller anti-depressiver.

Jeg har faktisk i år 2019 lyttet til en læge, der behandlede min mand med en medicin, som han fik det rigtigt dårligt af, og citatet er ordret. Senere fandt vi ud af, at de enzymer, som skulle nedbryde den tilbudte medicin, arbejder meget langsomt i hans krop, så han blev voldsomt overmedicineret af den normale dosis.

Jeg tror ikke, den læge er den eneste, som har ‘glemt’ at læse på lektierne om genetik og medicin. Faktisk bliver jeg mødt med blanke blikke fra grupper af migrænelæger, når jeg nævner migrænemedicin og genetik i samme sætning. Det bruger vi ikke her …

Det burde være en selvfølge, at lave en gen-test inden lægen foreslår en medicin. Medicinens virkning afhænger af, hvor hurtigt (eller langsomt) vi nedbryder medicinen. Det er vores gener, som afgør, hvor længe medicinen er i vores krop. Hurtig nedbrydning = ikke ret megen virkning; langsom nedbrydning = god virkning men også mange bivirkninger; de fleste tilhører en mellemgruppe, som får en god virkning og få bivirkninger.

En gen-test tjener sig hurtigt ind i sparede sociale udgifter

Det er genetikken, som afgør om, og hvor voldsomme bivirkninger vi får af den medicin, vi tilbydes. En simpel gentest (som er forholdsvis billig) kunne måske lede lægerne på rette spor, så vi, patienterne, fik den optimale medicin i den optimale dosis fra begyndelsen. Det kunne spare patienterne for en masse ubehag, sygedage, mistet tilknytning til arbejdsmarkedet og meget mere.

Alt i alt en god investering for den enkelte og for samfundet.

Det handler om livskvalitet. God medicinering baseret på viden om vores genetik kan give tusindvis af migrænikere et bedre liv – måske som selvforsørgende og med overskud til familie, fritidsinteresser og kontakt til andre mennesker. Det handler om de migrænikere, som enten slet ikke får virkning af medicinen, de tilbydes, eller som får masser af bivirkninger.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *