Lægerne ved det. Mødrene til børn med hovedpine ved det. Er du i tvivl, om det er migræne, så tag en triptan. Virker triptanen, så er det migræne. Virker triptanen ikke, kan hovedpinen skyldes stort set en hvilken som helst trigger, og det er nok en god idé at snakke med lægen, hvis hovedpinen varer mere end nogle få timer.
Men det er ikke sådan, lægerne arbejder. De kikker i behandlingsvejledningen, og får en liste med symptomer, som patienten kan have – eller ikke have.
Der hviler et tungt ansvar på skuldrene af de læger, som er ansvarlige for vores behandlingsvejledninger. Tusindvis af patienter påvirkes af selv små detaljer i teksten. En uklar formulering, et råd, som er baseret på ‘klinisk erfaring’, men som ikke er dokumenteret gennem kontrollerede forsøg, kan gøre ubodelig skade. Sunde og evidensbaserede råd kan modsat give store patientgrupper (i størrelse-ordenen 100.000 danske migrænepatienter) et godt liv med et minimum af smerter.
Behandlingsvejledninger er altid lidt bag efter den nyeste videnskabelige forståelse. Revision af en behandlingsvejledning tager tid. Og når den så er opdateret, skal budskabet ud til de praktiserende læger. Ikke alle er lige ivrige efter at ændre deres rutiner. Så patienterne vil – desværre – i en periode efter en opdatering af en vigtig behandlingsvejledning, kunne møde behandlere, som endnu ikke har set den opdaterede tekst.
Selvom migræne næppe er forskellig fra land til land, vil der være faktorer, som påvirker behandlingen. Økonomien kan sætte grænser for brugen af dyre mediciner, og der kan være traditioner, som er vanskelige at ændre. Et samarbejde over landegrænserne kan være med til at sprede budskabet om, at der er kommet ny viden, og at den kan komme patienterne til gode.
I migrænebehandlingen har European Academy of Neurology (EAN) påtaget sig, at skrive en behandlingsvejledning, som (europæiske og andre) lande kan bruge som inspiration.
European Academy of Neurology (EAN) er en forening, hvor højt kvalificerede neurologer mødes og bl.a. udarbejder behandlingsvejledninger. Der afholdes desuden kongresser med deltagelse af 1.000-vis af deltagere (ofte virtuelt).
EAN fastslår i den seneste behandlingsvejledning (fra 2020), at vi nu ved, at det ikke er nødvendigt at gennemgå en medicinsanering, inden en forebyggende behandling af migræne.
Citat: For many years it was thought that preventive treatments were not effective in patients with MOH. In the last decade, this concept has changed, thanks to the prospective randomized studies with topiramate and onabotulinum toxin A and, more recently, to the RCTs on the efficacy of calcitonin gene-related peptide (CGRP)-targeting monoclonal antibodies.
I mange år troede man, at forebyggende behandlinger ikke var effektive, hvis patienten havde MOH. De seneste 10 år har ændret denne tanke, takket være studier med topiramat og Botox, og senere, kontrollerede målinger af effekten af CGRP antistoffer.
EAN’s vejledning er skrevet af 10 europæiske migrænespecialister fra 8 forskellige europæiske lande. Rigmor Jensen fra Dansk Hovedpinecenter er en af dem. Den europæiske vejledning blev accepteret af forlaget i april 2020, og blev publiceret 19. maj 2020. Så den danske medforfatter må have kendt indholdet i den europæiske vejledning, da det danske Referenceprogram blev sat endeligt sammen og publiceret i juni 2020.
Det danske referenceprogram
Ikke desto mindre indeholder det danske Referenceprogram denne sætning (for behandling med de traditionelle midler som betablokkere, epilepsimedicin mv.).
Citat fra Referenceprogrammet 2020, side 19, nederst: Ved ≥15 hovedpinedage per måned skal medicinoverforbrug udelukkes.
Det nu gældende Referenceprogrammet udkom i 2020, 10 år efter den tidligere udgave af Referenceprogrammet.
Der er ingen mulighed for undtagelser her, hvis patienten har mere end 15 hovedpinedage (dvs. dage med migræne og/eller dage med spændingshovedpine). MOH SKAL udelukkes inden forebyggende behandling. Udelukkelse kan kun ske gennem en medicinsanering, dvs. 2 måneder uden (anfalds)medicin. Hvis hovedpinedagene reduceres, har patienten haft et medicinoverforbrug.
Der er dog intet til hinder for at få forebyggende behandling (efter medicinsanering), hvis patientens livskvalitet er nedsat af den episodiske migræne og/eller patienten har mere end 4 migrænedage om måneden.
Hvis hovedpinedagene ikke reduceres af en 2 måneders medicin-pause, og patienten stadig har 8 eller flere migrænedage om måneden, har patienten kronisk hovedpine. Den behandles ofte med de samme forebyggende midler, som tilbydes til personer med episodisk migræne, som reducerer livskvaliteten væsentligt.
Diagnosen kronisk migræne er desuden en del af ‘billetten’ til forebyggende behandling med CGRP monoklonale antistoffer, f.eks. Aimovig.
Læs flere citater nederst i bloggen
Er dette acceptabel behandling af de danske migrænikere?
Referenceprogrammet fra 2020 erstattede et Referenceprogram fra 2010. Dvs. den tidligere behandlingsvejledning havde en ‘levetid’ på 10 år.
Vi kan selvfølgelig ikke vide, om der kommer en revision af det nugældende referenceprogram inden 2030. Men ventetiden kan blive lang.
Under alle omstændigheder er det nuværende referenceprogram allerede klart overhalet af udviklingen i EAN og nogle europæiske lande. Mainstream behandling er nu at starte forebyggende behandling uden forudgående medicinsanering. Så er to måneders medicinpause inden forebyggende behandling ikke nødvendig – og mange migrænikeres skræk for denne ‘behandling’ bør kunne aflyses.
Der er ca. 100.000 danske triptanbrugere. I 2018 var der i Danmark 0,85 personer med MOH ud af 1.000 voksne. Beregnet på antal triptanbrugere havde 59 mænd og 57 kvinder ud af 1.000 triptanbrugere et overforbrug. Dvs. omkring 5% af triptanbrugerne, eller i omegnen af 5.000 danske migrænikere.
Vi ved ikke, hvor mange der har et overforbrug af håndkøbsmedicin, men tallet kan være stort.
Hvad er etikken i dette?
I den videnskabelige verden er der den generelle regel, at hvis man er medforfatter til en publikation, kan man også stå inde for indholdet. Man kan forsvare de vigtigste pointer, og forklare detaljer i publikationen indenfor ens speciale. Så vi må derfor antage, at Rigmor Jensen i forsommeren 2020 var bekendt med og støttede op om teksten i EAN’s behandlingsvejledning.
Det forekommer usandsynligt, at en forfatter til European Academy for Neurology (EAN)’s behandlingsvejledning ikke kan huske, hvad der står i EAN’s behandlingsvejledning en måned efter publikationen, så den danske behandlingsvejledning kunne blive afstemt med EAN’s vejledning.
Det danske Referenceprogram er udarbejdet af en arbejdsgruppe med 19 læger og en patientrepræsentant. De står ikke som forfattere, og publikationen indgår ikke på Pubmed som et videnskabeligt dokument. Det er et dokument, som er lagt på en forenings hjemmeside (Dansk Hovedpineselskab – https://dhos.dk/referenceprogram/). Teknisk set er det ikke en videnskabelig publikation. Foreningen kan selvfølgelig lægge alt hvad de ønsker på deres hjemmeside, så længe det er indenfor dansk lovgivning.
Behandlingsvejledniger bør opdateres med ny viden
Men fritager det medlemmerne af arbejdsgruppen for at sørge for, at der er overensstemmelse mellem aktuelle videnskabelige publikationer og Referenceprogrammets indhold?
Hvis arbejdsgruppen er fritaget for en (moralsk) pligt til at følge med i de videnskabelige publikationer, har Referenceprogrammet ‘kun’ status, som et manuskript, som er publiceret på Dansk Hovedpineselskabs hjemmeside. Teksten har samme valør som strikkeopskrifter eller gode råd om børneopdragelse. Og det står derfor også de danske læger frit for, om de vil bruge denne vejledning eller en anden – eller slet ingen. Der vil dog nok være en del pression i fagkredse for at få i hvert fald neurologerne til at være opmærksomme på lige netop denne behandlingsvejledning.
Selvom Referenceprogrammet ikke har nogensomhelst ‘indbygget’ status som et troværdigt dokument, har dokumentet nemlig opnået status som ‘vejledningen’ for behandling af migræne i Danmark.
Som patient kan man kun gisne om, hvordan dette er sket. Og om hvordan det vil blive forsøgt at bevare status i fremtiden, selvom vores nabolande i større og større grad følger EAN’s behandlingsvejledning.
Men uanset status er det uprofessionelt, at en medforfatter til en videnskabelig artikel stort set samtidig er involveret i to publikationer med modstridende indhold:
EAN’s tekst, der skriver, at forebyggende behandling kan startes med og uden forudgående medicinsanering, og
Referenceprogrammet 2020, der kræver ubetinget medicinsanering i en dansk behandlingsvejledning, som har status som ‘den nationale vejledning’ for migrænebehandling.
Patienterne ønsker at undgå alle unødige smerter
Enhver behandler og specielt enhver forfatter af en behandlingsvejledning bør hele tiden have for øje, om der kan findes behandlinger, som er mindre belastende, og som har den ønskede virkning. Medicinsanering giver ikke patienterne noget (ud over smerter), og har nu vist sig at være unødvendig. Derfor bør enhver omtale af medicinsanering udgå af Referenceprogrammet og andre danske behandlingsvejledninger for migræne.
Andre citater fra Referenceprogrammet 2020:
For forebyggende behandling med CGRP antistoffer (f.eks. Aimovig, Ajovy eller Emgality) indeholder Referenceprogrammet denne passus:
Citat fra Referenceprogrammet 2020, side 21: Et eventuelt medicinoverforbrug bør være forsøgt saneret inden behandlingen (med CGRP antistoffer) initieres.
Referenceprogrammet antager stedvis en form, som minder om et brev til en ven:
Citat fra Referenceprogrammet 2020, side 41: Et endnu ikke publiceret dansk studie har imidlertid vist, at start på profylakse samtidig med medicinsanering giver et bedre resultat end start på forebyggende medicin 2 måneder efter sanering.
Citat fra Referenceprogrammet 2020, side 42: MOH er en tilstand, der principielt kan og bør forebygges ved oplysning til patienterne og restriktiv ordinationsadfærd. Så danske migrænikere vil indtil videre blive underkastet en begrænsning i antal dage med triptaner (maks 9 dage om måneden) og håndkøbsmedicin (maks 15 dage om måneden).
Danske læger kommer af og til i en situation, hvor de ser bort fra kravet om det informerede samtykke ved behandlingsændringer. Her ser vi på migrænebehandlingen – måske er der tilsvarende situationer i andre diagnoseområder.
I EU er der meget omfattende regler for, hvordan man skal agere, når man indsamler og modtager informationer om personer. Det er udførligt beskrevet i EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2016/679 af 27. april 2016. Grundlæggende er det disse regler om beskyttelse af persondata, som også er basis for reglerne om, at lægen (eller behandleren) skal opnå patienternes informerede samtykke, inden en behandling (med medicin eller en fysisk behandling) kan iværksættes.
Denne (og de andre blogposter) repræsenterer min personlige mening, og ikke er skrevet for eller på vegne af Migræne danmark (eller andre organisationer). Anne Bülow-Olsen
Medicinsanering er på kanten af tortur:
Medicinsanering kombineret med rigide behandlings-regler gør, at medicinsanering er tæt på at være tortur i henhold til Straffelovens §152a.
Udsigten til (og effektueringen af) en medicinsanering i 8 uger er skræmmende for patienterne. Når kravet om en sanering fremstår som ufravigeligt, skræmmer det patienterne og nærmer sig derved definitionen på tortur.
Det må i bedste fald klassificeres som skødesløshed (og dermed i strid med Straffelovens §152a), når læger anbefaler en behandling (kombinationen af triptaner og håndkøbsmedicin) som fører til medicinoverforbrugshovedpine (MOH), og derefter kræver en smertefuld 8 ugers medicinsanering for at komme ud af MOH’en, uden at resultaterne fra saneringen har indflydelse på den efterfølgende forebyggende behandling.
Når en patient oplever, at lægens anbefalinger fører til MOH, og at der er et (udokumenteret) krav om en medicinsanering, nærmer vi os igen til Straffelovens §152a. Det kan kun være skødesløshed, som er grunden til at påføre patienterne MOH med tilhørende efterfølgende krav om smertefuld medicinsanering.
Set fra patientens synsvinkel er et nej til kravet om medicinsanering angstfyldt, for måske er det lige netop det, som gør at lægen ensidigt foretrækker at afbryde behandlingen. En accept af medicinsanering vil derfor altid indeholde en del, som skyldes angst for den kommende sanering eller afvisning fra lægens side.
MOH er en konsensus-diagnose. En flok migrænelæger (med god erfaring i migrænebehandling) har fastsat, at hvis vi tager triptaner mere end 9 dage om måneden eller smertestillende medicin mere end 15 dage om måneden, så har vi MOH. En del konsensusdiagnoser bygger på kliniske afprøvninger, andre har knapt så god evidens.
Indtil 2019 blev regionshospitalerne betalt efter det, der kaldes DRG-systemet. Det er (lidt flabet sagt) et menu-kort med priser for langt de fleste services, som hospitalet leverer. Kommer der mange med brækkede ben, skrives der et stort antal brækkede ben på regningen. Kommer der kun få, bliver regningen mindre. Det giver nogle problemer.
OECD mente allerede i 2010, at denne finansieringsform kunne friste til overbehandling. Og når politikerne bad om en effektivisering, kom der automatisk lidt flere patienter. Jeg skal ikke kunne afgøre, om der var underbehandling inden effektiviseringsordren, eller overbehandling efter denne ordre.
Jeg har sagt dette tidligere – men jeg tror det skal gentages mange gange, med lidt forskellige vinkler. Synes du dette lyder meget bekendt, så læs et af de andre blog-indlæg.
Danske migrænikere med kronisk migræne (dvs. mere end 15 hovedpinedage om måneden, heraf mindst 8 migrænedage), har mulighed for at stille op i ventekøen til at få Aimovig eller Ajovy. Det er medicin af typen CGRP antistoffer, som er udviklet i de senere år, og er kommet på markedet i USA siden 2018. Her i landet godkendte Medicinrådet den første af de nye mediciner i 2019. Den kan her i landet dog kun gives til kroniske migrænikere som ikke fik en tilfredsstillende virkning af forebyggende behandling med en betablokker og et epilepsimiddel.
Opdateret 7. november 2021 efter svar fra Medicinrådet – se afsnit med rød tekst
Danske migrænikere med kronisk migræne (dvs. mere end 15 hovedpinedage om måneden, heraf mindst 8 migrænedage), har mulighed for at stille op i ventekøen til at få Aimovig eller Ajovy. Det er medicin, som er udviklet i de senere år, og er kommet på markedet i USA siden 2018. Her i landet godkendte Medicinrådet den første af de nye mediciner i 2019.
De gør det i Sverige og Norge. Neurologer med egen praksis udskriver Aimovig og Ajovy. De norske og svenske neurologer gør det efter de samme retningslinjer (stort set), som bruges på de danske hospitaler, når lægerne dér beslutter, hvem der kan få den dyre medicin. Patienten skal have prøvet mindst 2 forebyggende (billigere) behandlinger med propranolol, topiramat, lisinopril, candesartan, amitriptylin eller valproat uden at få den forventede reduktion i migrænedagene (se bilag 11 i dokumentet, side 3 i linket ovenfor). Og indtil videre skal patienten have kronisk migræne, dvs. mindst 15 hovedpinedage om måneden, heraf mindst 8 migrænedage.
Men det er jo dyr medicin? Det vil da løbe løbsk, økonomisk, hvis speciallægerne i neurologi får lov til at udskrive recepterne?
Denne lille historie har en form, som måske kan støde nogen. Men den kan også læses som en introduktion til et mere seriøst indlæg på Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Tak til Hans Christian Andersen for et glimrende forlæg.
Der var engang 4 vise mænd. De var eksperter i hver sit område af ’migræne’. De fik tilsammen (med en masse hjælpere) strikket en helt ny medicin sammen: CGRP antistofferne. Vi kender nu medicinen som Aimovig, Ajovy og Emgality. Flere er undervejs.
De store medicinalfirmaer var straks interesserede. De betalte for alt, hvad der skulle til, for at CGRP antistofferne kunne blive en succes. Masser af forsker-årsværk, videnskabelige artikler, som rapporterede om små og store fremskridt, og til sidst også for kliniske afprøvninger af en række CGRP antistoffer.
Resultaterne så nok ikke helt ud til at kunne holde, hvad de første omtaler havde lovet. De CGRP antistoffer, der først kom på markedet var forebyggende, og skulle kunne reducere migrænedagene for både kroniske migrænikere og dem med færre migrænedage. Men ingen af de første tre mediciner reducerede migrænedagene med mere end 2,5 dage om måneden i gennemsnit, når placebovirkningen blev trukket fra. Nogle migrænikere fik fin virkning, men mange var knapt så heldige.
På det tidspunkt havde en håndfuld medicinalfirmaer investeret flere milliarder amerikanske dollars i projektet – hver.
Hvad kunne de gøre? Investeringen skulle tjenes hjem.
Nu var det så heldigt, at placebovirkningen for migrænepiller er stor. Den er endnu større hvis medicinen kommer som injektioner. Ja faktisk var placeboeffekten for CGRP-midlerne mindst dobbelt så stor som den lille virkning, som forskerne fandt, når de sammenlignede snydemedicin (saltvandsinjektioner) med den rigtige medicin.
De vise mænd fik derfor besked fra medicinalfirmaerne om at glemme alt om placebo. En migrænedag, som undgås pga placebo, er vel lige så god, som dem, der skyldes medicinen, ikke?
Mon ikke de vise mænd ømmede sig lidt i det skjulte. I hvert fald var placebovirkningen med i de oprindelige rapporter om medicinens virkning. Men efter et par år, var ordet placebo svært at finde i de fine artikler, som andre lærde mænd og enkelte lærde koner skrev om den nye type medicin. En enkelt artikel skrev endda, at de med vilje ikke havde fratrukket placebovirkningen, for den var allerede beskrevet andet steds. Det er den historie, der er omtalt i Sundhedspolitisk Tidsskrift.
I mellemtiden buldrede reklametrommen højt og overbevisende på mange sprog. Vi har en helt ny og fantastisk medicin (sagde reklametrommerne), som vil indtjene stabelvis af milliarder (uanset møntfod) til medicinalfirmaerne (sagde de økonomiske eksperter). Aktiekurserne steg.
Og patienterne stod i kø for at få den nye (og voldsomt dyre) medicin. Danske migrænikere ventede i mere end et år på, at de kunne få de med længsel ventede sprøjter med medicin fra hospitalsklinikkerne. Her betalte regionerne for medicinen. Nogle migrænikere søgte til udlandet og betalte af egen lomme for de attraktive dråber.
Men ganske mange (og data på dette område er svære at finde) oplevede, at medicinen slet ikke hjalp dem. Nej, de tænkte ikke på Kejseren uden klæder. De accepterede forklaringen om, at nogle ikke ville få en effekt, og andre ville efter en forholdsvis kort tid miste virkningen. Men så var der jo 2 andre CGRP antistoffer klar. Måske var de bedre. Patienterne håbede som altid, at den næste behandling ville give dem et normalt liv. Så de sagde ikke noget.
Fra Vilhelm Pedersen: Kejserens nye Klæder
Medicinalfirmaerne, som gerne ville tjene penge på medicinen og forskerne, som gerne ville fremstå som de kloge, arbejdede så for, at patienterne fortsat ville synes, at medicinen nok trods alt havde en fin virkning. Hverken firmaerne, forskerne eller patienterne var motiverede til at sige højt, at evidensen for virkningen af medicinen var svag.
Og ja, nogen migrænikere fik det bedre af de nye mediciner. Men ca. dobbelt så mange migrænikere fik en placebo-virkning, som holdt i nogle måneder. Og så måtte de videre til næste middel.
Regionerne betalte for hver eneste sprøjte – uanset om virkningen var medicinsk eller placebo.
Hvor mon den lille dreng er? Ham som kan sige: Men Kejseren har jo ikke (ret meget) tøj på!
